Da jeg besøgte Ane Vedel i deres fælles hus på Thyholm kort efter Kristian Vedels død i 2003, var det interessant at konstatere, at servicet stadig var i brug og havde været det i de mellemliggende 50 år. Det, der blev betragtet som et andenrangs­materiale, havde således formået at overleve den daglige brug. Normalt er det plastmaterialets achil­les­hæl, at det ældes grimt og uden patina, men dette var ikke tilfældet her.

Melaminserien blev i 1960 erhvervet af Metropolitan Museum of Art i New York, og samme år modtog Vedel guldmedalje på den prestigiøse Triennale i Milano for melaminserien. To år senere, i 1962, modtog Vedel Lunningprisen, primært for sit innovative arbejde med plastmaterialet i melaminservicet. I forbindelse med Metropolitans indkøb af Vedels melaminservice i 1960 udtalte den store designmæcen, Edgar Kaufmann Jr.: »at Vedel design vil starte en ny trend for amerikanske designeres brug af plastic«. Kaufmann Jr. var en institution i den amerikanske designverden gennem sin tætte tilknytning til Afdelingen for Industriel Design på Museum of Modern Art (MoMA) i New York. Kaufmann var meget interesseret i dansk design, bl.a. gennem sit venskab med den danske møbelarkitekt Finn Juhl og har historisk haft sin andel i Danish Design's sejrsgang i USA i 50-60erne.

I efteråret 2005 viste Trapholt Kristian Vedels mela­min­serie på den store udstilling Plastic Fantas­tic – plastdesign fra 1950 til idag. Publikums reaktion var, at de havde svært ved at tro på melaminseri­ens høje alder. Og selvom Vedels plastservice ikke skabte den plastrevolution, som Kaufmann Jr. hav­de forudsagt, gør seriens enkelhed den anvendelig dengang som nu.