Kristian Vedel | Pioner og idealist (5 af 8) | english |
Året før, i 1948, havde Kristian Vedel ligeledes markeret sig på Snedkerlaugets udstilling, som dengang var stedet, hvor man viste det nyeste nye inden for møbelformgivning. Møblet, der affødte en del virak, var en stol bestående af ryg og sæde til montering på væg. Stolen fik den ære at blive karrikeret af selveste Storm P. og fik følgende salut i Berlingske Tidende »[…] En af Udstillingens Sensationer er Stolen til at hænge op på Væggen. Den minder lidt om de Sæder, der i den sidste Tid er skabt til Konduktørerne paa Sporvognenes Bagperroner. Det er en lidt ejendommelig Idé bragt til anvendelse i et Hjem – men dens Skaber har ikke desto mindre tænkt paa at føre den ud i videre konsekvenser«1. I et nutidigt perspektiv kan man se dette møbel som den spæde start til at nytænke møbelgenren. En nytænkning der får alvor tager fart i slutningen af 50'erne og op igennem 60'erne, hvor både Nanna Ditzel og Verner Panton markerer sig med møbellandskaber i flere niveauer, der totalt bryder med de klassiske møbeltyper som stol og sofa. Udover indretningsopgaverne, møblerne og brugskunsten, gav Kristian Vedel i 1959 form til en lille fugl , der netop igen er sat i produktion i egetræ, naturlig eller røget. Fuglene ligger i forlængelse af den danske tradition for formgivning af trælegetøj og er et fint alternativ til Kay Bojesens berømte figurer: aben, elefanten, garderen etc. Den lille fugl består af to dele: hoved og krop. Kuglehovedet placeres løst på kropsdelen, og Vedels fugle kan således signalere ejermandens humør: optimist med næbbet i sky eller pessimist med blikket vendt mod jorden. |
||
1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | Forrige side | Næste side |