Efter uafhængigheden blev der fokuseret på udvikling og bedre levestandarder for flertallet af befolkningen. Den nedarvede, koloniale design- og kunstuddannelse var hverken formålstjenlig eller relevant i forhold til håndtering af de udfordringer som landet stod overfor. Der var heller ingen forståelse af at design kunne bruges i udvikling, og derfor heller ingen omtale af design i Kenyas udviklingspolitik.

Dette var udgangspunktet da Kristian Vedel, med støtte fra DANIDA, blev udnævnt som leder og professor for at organisere en afdeling for design ved Faculty of Architecture, Design and Development på Nairobi Universitet. Universitets vision var at afdelingen skulle uddanne og træne designere til at tjene udviklingsmæssige udfordringer i det nylig uafhængige Kenya. Dette blev en krævende udfordring for Kristian Vedel. Hans vision om designs rolle i landets udvikling kom til udtryk i en omfattende indsats i perioden 1968-1971.

Hans umiddelbare og centrale udfordring blev at give uddannelsen relevans for det store flertall af kenyanere, som virkelig havde behov for de forandringer som design kan skabe. Han så dette som en mulighed for at udvikle en mere græsrodsorienteret tilgang til design. I sine teoretiske forelæsninger understregede Kristian altid at for at arbejde på græsrodsniveau var de nye designere nødt til at gå på tværs af traditionelle professionelle barrierer i tillæg til sociale og sproglige barrierer. Som behov på dette græsrodsniveau fremhævede han bl.a. indtægter, tag over hovedet, helse, transport og energiforsyning.